Juletræsfod

Prototype

År: 2024

Skole: Designskolen Kolding, 5. semester

Dette var et gruppeprojekt mellem industrielle designere og kommunikationsdesignere.

Vi arbejdede med den nyopstartede virksomhed TRÆROD og samarbejdede tæt med ejeren, Jan, som er uddannet gartner. Han har brugt de sidste to år på at udvikle et særligt rodnet til juletræer, der gør det muligt at genbruge det samme træ år efter år. Efter jul kan træet plantes i haven og graves op igen det følgende år. Jan havde forsøgt at udvikle en prototype af en juletræsfod, der passede til rodnettet, men uden held. Derudover var han usikker på, hvordan han skulle markedsføre og sælge sit koncept.

Vores opgave var derfor at:

  1. Designe en juletræsfod, der både understøtter og beskytter rodnettet.
  2. Udvikle en landingpage, hvor konceptet kunne præsenteres og sælges.

Min specifikke rolle var at fokusere på udviklingen af juletræsfoden. Gennem brugerundersøgelser, service blueprint og research valgte vi at designe en fod med funktioner, der understøtter et sundt rodnet. Målet var at gøre pasningen af træet nem for forbrugeren, både når det står indendørs, og når det plantes i jorden igen.

For at holde både pris og vægt nede blev juletræsfoden fremstillet i PLA-plast. Derudover blev et origamielement, som kan placeres rundt omkring juletræet, implementeret for at øge den æstetiske værdi for forbrugeren. Der blev lavet en prototype af produktet.